Årets Reumert 2021 i Odense

 In Nyheder

For første gang nogensinde skal landets fineste og mest prestigefyldte scenekunst-pris, Årets Reumert, uddeles uden for hovedstaden. Det sker 6. juni i Odense, hvor kulturhuset Odeon danner rammen om den store prisfest med deltagelse af de største, danske stjerner.

Det bliver historisk, når Odeon den 6. juni danner rammen om Årets Reumert 2021. Det er nemlig første gang, at den fornemmeste pris til scenekunsten herhjemme uddeles uden for hovedstaden.

Udflytningen sker som resultatet af et helt nyt samarbejde mellem Jysk Fynske Medier, Dansk Teater, CPH STAGE, ISCENE.dk, Albani Fonden og Odense Kommune. Et samarbejde der skal være med til at styrke opmærksomheden på den danske scenekunst.

”Årets Reumert er teaterverdenens største og mest kendte pris. For os har det været altafgørende at finde en værtsby, som har ambitioner på teaterområdet – og det har Odense. Derudover er kravet et venue på størrelse med Det Kongelige Teater – og det har Odense fået med Odeon. Sidst men ikke mindst har det været vigtigt for os at finde samarbejdspartnere, der har hjertet med sig og ligesom os brænder for kulturlivet. Det kan vi mærke, at Odense Kommune, Albani Fonden og Jysk-Fynske Medier gør. Vi er ikke i tvivl om, at det bliver en fantastisk prisfest for både branchen, byen og landet”, siger direktør for brancheforeningen Dansk Teater, Peter Mark Lundberg.

 

Læs mere om Årets Reumert 2021 her, hvor du også finder hele pressemeddelelsen.

Johanne Louise Schmidt til Årets Reumert 2020. Arkivbillede fra Årets Reumert 2020, fotograf James Alexander Thisted
X