Barndommens kulturoplevelser har betydning for voksenlivets kulturvaner
I Applaus’ nye Kulturbarometer-måling er der blevet spurgt ind til, hvordan borgernes oplevelser med kultur i barndommen relaterer til deres nuværende kulturforbrug. Resultaterne viser en klar sammenhæng mellem barndommens kulturelle oplevelser og kulturforbrug i voksenlivet.
Den nye Kulturbarometer-måling fra Applaus viser, at borgere, der har haft mange kulturelle oplevelser som børn, ofte er mere aktive kulturforbrugere som voksne. Mere end dobbelt så mange højforbrugere som ikke-kulturforbrugere angiver, at de har oplevet professionel kultur med deres familie i barndommen (48% vs. 23%).
Desuden mener 70% af dem, der havde kreative fritidsinteresser som børn, at disse aktiviteter har givet dem vigtige kompetencer såsom nysgerrighed og kreativitet.
- "Vores undersøgelse viser en sammenhæng mellem de kulturelle oplevelser, man har som barn, og ens kulturforbrug som voksen. Resultaterne peger på, at eksponering til kultur i barndommen kan spille en vigtig rolle i at udvikle interesse og engagement for kunst og kultur senere i livet. Dagens børn er morgendagens potentielle publikum, så det giver god mening at sætte ind tidsligt og sikre børns adgang til kunst og kulturoplevelser " udtaler Lene Struck-Madsen, direktør i Applaus.
Kulturel opvækst og fremtidigt engagement
I Dansk Kulturliv er der stor opmærksomhed på vigtigheden af at fremme kulturforbrug fra en tidlig alder.
”Det er dejligt én gang for alle at få bevist, at barndommens oplevelser med kultur selvfølgelig giver større deltagelse i kulturlivet som voksen. For mig beviser det hvorfor, at vi i kulturlivet skal trykke speederen i bund på at øge børns møde med kunsten og kulturen. I Dansk Kulturliv vil vi gøre vores allerbedste, for at det sker.” siger Peter Mark Lundberg, bestyrelsesleder i Dansk Kulturliv.
Hovedresultater
Tre ud af fire borgere husker at have oplevet scenekunst med skole/fritidsaktivitet i barndommen
- 78% af borgerne husker at have oplevet teater og scenekunst i barndommen med skole/fritidsaktiviteter. Dermed er teater og scenekunst en af de mest besøgte kulturoplevelser i barndommen med skole/fritidsaktiviteter.
- 71% af borgerne husker at have oplevet teater i barndommen med deres familie
Borgere der er højforbrugere af kulturtilbud, har haft mange kulturelle oplevelser i deres barndom
- Dobbelt så mange højforbrugere som ikke-kulturforbrugere har haft regelmæssige professionelle kulturoplevelser med deres familie i deres barndom (hhv. 48% og 23%)
- For professionelle kulturoplevelser med skole/fritidsinteresser tegner sig et lignende billede (32% for højforbruger vs. 17% for ikke-forbrugerne)
Kreative fritidsinteresser fremmer konkrete færdigheder og nysgerrighed
- 70% af borgerne, der selv har dyrket kreative fritidsinteresser i deres barndom angiver, at det har givet dem kompetencer eller evner.
- De mest populære svar er:
- At de stadigvæk har konkrete kreative færdigheder i dag (fx spille musik, sy, arbejde med træ; 43%)
- At det har hjulpet dem til at udvikle deres nysgerrighed (32%)
- At interesserne har hjulpet dem til at udvikle deres kreativitet (19%)
Læs hele rapporten her