Direktøren for Kulturens Analyseinstitut er fundet
14. december 2022 / Dansk Teater

Når Kulturens Analyseinstitut slår dørene op til januar, bliver det med Esben Danielsen i direktørstolen
 

Den netop udnævnte direktør, der kommer fra en stilling som fagdirektør i Københavns Kommunes kulturforvaltning, udtaler til Kulturmonitor, at han ser et indlysende behov for et analyseinstitut, der kan generere et overblik på kulturområdet og viden, der kan ”komme ud og arbejde”.
Kulturens Analyseinstitut skal, ifølge direktøren, være et oplysende instrument, der skaber et sammenhængende indblik i kulturlivets ståsted for relevante beslutningstagere.

Og det er bare at smøge ærmerne op, for Esben Danielsen kan godt se, at kulturområdet brænder, udtaler han til Kulturmonitor.

"Med de nye briller, jeg har fået på, er det næsten lige meget, hvor jeg kigger hen. Det brænder overalt. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle tage hånd om først. Frivilligheden i kulturlivet, som lige nu har det svært? Den kommende prioritering af støtte til teatrene? Og hvad med arbejdsforholdene for alle folkene i filmbranchen med den kæmpestore konflikt, der har været omkring rettigheder og arbejdsvilkår? Det bliver ikke noget nemt valg, så jeg kan kun prise mig lykkelig for at blive klædt på til opgaven."

Allerede nu er bestyrelsen godt i gang med at støbe fundamentet og indsamle ”grundmateriale”, som bestyrelsesleder Christina Rosendahl formulerer det. Dette gøres ved 55 interviews med diverse interessenter på kulturområdet, og de har også allerede været forbi Dansk Teater og snakke med vores direktør Peter Mark Lundberg, der ser frem til samarbejdet.


Kilde og foto: Kulturmonitor