Teater og scenekunst til hele Danmark
Alle i Danmark skal have muligheden for at opleve teater og scenekunst. Derfor er Dansk Teater kommet med følgende indspil til Finansloven.
I dag begrænser geografi, lokal udviklingskapacitet og manglende statslige investeringer danskernes adgang til teater og scenekunst. Mange teatre over hele landet har potentiale til at vokse og producere flere forestillinger med både høj publikumstiltrækning og høj kunstnerisk kvalitet. Disse teatre har nået loftet af deres udvikling på grund af de nuværende støttestrukturer, hvilket hæmmer danskernes adgang til lokale kulturoplevelser i mange dele af Danmark.
For at løse problemerne foreslår Dansk Teater, at der oprettes 10 regionale kraftcentre for scenekunst rundt om i landet. Dette vil sikre en mere gennemsigtig adgang til at søge om investeringer til at blive Regionsteater.
Dansk Teater foreslår 10 nye Regionsteatre i Danmark
Dansk Teaters forslag indbefatter, at der oprettes 10 nye scenekunstneriske kraftcentre rundt om i landet som på tværs af kommunegrænser vil styrke danskernes adgang til kulturoplevelser.
Regionsteatrene tænkes som en overbygning til de offentligt støttede teatre, som har særlige vækstpotentialer. Det vil give publikum adgang til mere scenekunst i større dele af landet, og mindske afstanden og adgangen til kulturelle oplevelser af høj kvalitet for danskerne.
Ordningen koster 40 mio. kr. årligt – 4 mio. kr. pr. teater. Tilskuddet gives som et særligt statsligt tilskud til de teatre, der kan løfte den regionale forpligtelse til at sikre flere danskere adgang til kunst og kulturoplevelser på tværs af Danmark. Forslaget bidrager dermed samtidig også til, at der sker nye investeringer i kunst i de egne af Danmark, hvor fraværet af statslige investeringer er størst.
Forpligtelser for de 10 nye Regionsteatre:
For at opnå status som Regionsteater skal teatre, der ansøger, opfylde en række kriterier og forpligtelser i sin aftale. Alle teatre kan søge om at blive regionsteatre, hvis de lever op til kriterierne.
Teatret forpligter sig til:
• At være regionalt kraftcenter for scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet
• At påtage sig en særlig regional, samlende forpligtelse på tværs af kommuner
• At få flere nye publikum i teatret på tværs af regionen
• At sikre samarbejde med de lokale kommuner
• At samarbejde med andre lokale og regionale institutioner på kultur- og velfærdsområdet
• At bidrage til at sikre dramapædagogiske indsatser for børn og/eller unge
• At bidrage til talentudvikling
• At huse turnéteatre og scenekunstkompagnier uden scene, så disse i højere grad end i dag sikres adgang til etablerede scener
Geografisk spredning
Dansk Teater foreslår, at der oprettes to regionsteatre pr. region for at sikre en tilstrækkelig geografisk spredning, der kan sikre publikums adgang til scenekunst. Herudover anbefaler Dansk Teater, at der laves en særlig ordning for Bornholms Teater, der som regions- og ø-kommune uden landfast kommunegrænse med naboer ikke har mulighed for at indgå faste samarbejder med nabokommuner.
Udvælgelse, struktur og regional forankring
Forslaget er primært tænkt til at udvalgte teatre kan få en særlig statslig forpligtelse, som kan rummes under den nuværende scenekunstlov under den såkaldte ”§5-ordning”. Udvælgelsen af de 10 nye Regionsteatre sker ved politisk beslutning efter indstilling fra Kulturministeriet ud fra en vurdering af de fastlagte kriterier, som kan fastsættes i en særskilt bekendtgørelse.
Der skal sikres en kommunal- og egenfinansiering på minimum 10 mio. kr. årligt pr. teater.
Den kunstneriske kvalitet og fornyelse af Regionsteatrene sikres gennem 4-årige rammeaftaler med indbygget kunstnerisk evaluering samt ansættelse af den kunstneriske ledelse for en tidsbegrænset periode.
Sammenhængen mellem den statslige og kommunale finansiering skal sikres i koordinerede aftaler, herunder aftaler om tilsynsforpligtelsen. Der bør fastsættes særlige bestemmelser om sammensætning af regionsteatrenes bestyrelser, som sikrer den regionale forankring.
Økonomiske konsekvenser
Teatre, der løftes til at være Regionsteater med særlige forpligtelser, skal tilføres 4 mio. kr. om året gennem en udvidelse af den eksisterende økonomiske ramme, der udgøres af stat, kommuner og egne indtægter i fællesskab.
Ordningen koster i alt 40 mio. kr. årligt. Hertil anbefales det, at der sikres en mindre statslig bevilling til Bornholms Teater på 1 mio. kr. årligt på grund af øens særlige, afsides beliggenhed og manglende mulighed for at indgå faste samarbejder med nabokommuner. I overgangsperioden bør det nuværende ”midlertidige særlige statslige udviklingstilskud”, som der gives til en række teatre, videreføres på samme tilskudsniveau som i 2020.
Foto: Bornholms Teater, Tour de Jean de France, Anders Beier