Open call: er du interesseret i at være en del af Årets Reumert jury?
Nu har du mulighed for at ansøge om at blive medlem af Årets Reumert jury.
Om Årets Reumert juryen:
Som medlem af Årets Reumert jury indgår du i et stærkt fagligt juryfællesskab, der rejser landet rundt og ser forestillinger, for hvert år at nominere årets stærkeste præstationer og udvælge årets prismodtager til Hædersprisen. Priserne uddeles hvert år i juni ved et stort prisshow i Odense.
Årets jury består af 10-12 jurymedlemmer. Juryen er sammensat på baggrund af faglige kvalifikationer, genremæssig ekspertise og geografisk spredning. Juryens medlemmer har alle en fagprofessionel baggrund med stor viden om scenekunst og arbejder typisk inden for faget som kritikere, kulturjournalister, forskere eller undervisere. Jurymedlemmerne er uafhængige af det producerende scenekunstfelt og aflønnes med et symbolsk beløb.
Juryens medlemmer ser minimum 80 forestillinger om året spredt over hele landet og fra hele genrefeltet, så der må påregnes en del rejser. Derudover er der fem nomineringsmøder årligt og to til tre zoom møder.
Der er rotation i juryen hvert år, hvor et til to jurymedlemmer udskiftes. Der skal i år vælges ét nyt jurymedlem for perioden 2024 – 2028.
Hvem kan søge?
For at komme i betragtning til at sidde i Årets Reumert jury, skal du have en fagstærk viden om scenekunst og et genrebredt og historisk overblik over, hvad der spilles på de danske scener.
Årets Reumertpriser gives til scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet. Du skal derfor have fagkompetencer og erfaring til at kunne vurdere årets værker og kunstnere i forhold til genrens kunstneriske kvaliteter og det samlede scenekunstlandskab.
Det er afgørende for Årets Reumert, at der ikke forekommer inhabilitet imellem jurymedlemmer og branche. Du kan derfor IKKE søge, hvis du selv er udøvende scenekunstner, i et ansættelsesforhold på et teater eller tæt på den udøvende scenekunstbranche.
Hvordan udpeges nye medlemmer til Årets Reumert jury?
Nye medlemmer til Årets Reumert jury udpeges af et udvalg, som samlet vurderer de indkomne ansøgninger. Udvalget består af juryforperson, et menigt jurymedlem, og repræsentanter fra CPH STAGE og Dansk Teater.
Krav til at sidde i Årets Reumertjury
- Som medlem af Årets Reumertjury ser du minimum 80 forestillinger om året.
- Du deltager i fem møder årligt. Møderne foregår i København. Der kan indkaldes til ekstra zoom-møder i løbet af året.
- Der gives et honorar på 15.000,- for deltagelse i møder og vurderingsarbejdet og transportgodtgørelse på op til 10.000,- pr. år til transport ift. at se forestillinger
Sådan vurderes din ansøgning
I Årets Reumert lægger vi vægt på:
- Høj faglighed inden for dit felt
- Motivation og ekspertise, der kan bidrage til årets vurderinger
- Du kan vurdere og argumentere for kunstneriske kvaliteter inden for et bredt genrefelt af scenekunst
- Du er lydhør overfor andres syn på scenekunst
- Du har gode samarbejdsevner
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Et skriv om dig selv, dine fagkvalifikationer og erfaringer, som kan kvalificere til at være del af Årets Reumertjury (max. 1.500 anslag)
Et fyldestgørende CV med uddannelse og tidligere erfaring inden for feltet.
Evt. bilag der kan have relevans for ansøgningen.
Ansøgningen sendes til forpersonen for Årets Reumert Jury Rie Hammer på: rie@iscene.dk
Deadline for ansøgningen er d. 15. april, ansøgerne får svar inden udgangen af april.
Foto: Årets Reumert 2023, Lasse Lagoni