Kulturpolitisk opråb fra Nordens branche- og arbejdsgiverorganisationer
7. november 2022 / Dansk Teater

Et stærkt og frit kulturliv gør samfundet robust

I en tid præget af bekymringer og økonomisk usikkerhed er kulturens rolle vigtigere end nogensinde. Når samfundet udsættes for belastninger, skal Nordens kulturinstitutioner og nordisk kulturarbejde styrkes.

Det nordiske kulturliv og scenekunst står over for et bjerg af udfordringer. Branchen vil komme til at være påvirket af, og skal leve med corona-nedlukningernes efterdønninger i lang tid frem over. Produktionen kom hurtigt i gang igen efter pandemien, men mange kæmper fortsat for at få publikum tilbage. Et publikum, der har ændret adfærd, og nu har en tendens til at købe sine billetter senere og mere spontant. Derudover er der en alvorlig høj kompetencemangel på en række af scenekunstens faglige områder, herunder sceneteknikere.

Hertil kommer bekymringen for, at den forestående lavkonjunktur kommer til at påvirke billetsalget negativt. Krigen i Ukraine har ført til stigende priser og energikrise. Disse udfordringer er ikke forskellige mellem vores nordiske lande – vi står alle over for de samme bekymringer. Noget som ikke kun vores kulturpolitikere skal være opmærksomme på, men alle der værner om et stærkt samfund. Gennem godt samarbejde og udveksling mellem vores nordiske lande kan vi stå stærkere.

I en tid med bekymringer og økonomisk usikkerhed øges kulturens betydning for samfundet. I robuste samfund er kulturen en af de bærende søjler, ikke mindst når det handler om at værne om og udøve ytringsfriheden. Et frit og selvstændigt kulturliv styrker samfundets beredskab og menneskers evne til at håndtere og møde de udfordringer, de står over for. Dette ser vi bevis på i både Ukraine og andre krigs- og konfliktramte lande. Det frie ord, den frie kunst og den fælles kulturarv er ofte det første, der bliver angrebet i kampen om magten.

På den baggrund skal vores landes kulturliv beskyttes og styrkes. Det er i dag vigtigere end nogensinde at kulturpolitikken organiseres og styres på en måde, der sikrer kunstnerisk frihed, armslængdeprincippet og en stabil og langsigtet finansiering. Kulturens arbejde udgør en afgørende infrastruktur for såvel fri kunst som ytrings- og skabelsesfrihed.

Vi, de nordiske landes branche- og arbejdsgiverorganisationer inden for teaterområdet, understreger derfor, hvor vigtigt det er, at vores nordiske kulturministre beskytter og fremmer samarbejdet. Styrk Nordisk Råds kulturfond. Styrk Nordisk Råds kulturbudget. Skab rum for kulturelle udvekslinger og samarbejder mellem vores nordiske lande. Vi har meget til fælles og kan med en styrket erfaringsudveksling udvikle vores respektive forretninger.

Underskrivere:

Mikael Brännvall, vd Svensk Scenkonst
Peter Mark Lundberg, direktør, Dansk Teater
Morten Gjelten, direktør, Norsk Teater- og Orkesterforening
Kaisa Paavolainen, vd, Finlands Teatrar
Erik Ulfsby, teaterchef, Det Norske Teatret
Joachim Thibblin, teaterchef, Svenska Teatern
Magnus G Thoraldsson, vd, Leikhusid
Elisabeth Hansen, vd, Trøndelag Teater
Petra Brylander, vd, Uppsala Stadsteater

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies