Scenekunsten i dag
“Scenekunstlandskabet i Danmark fremstår generelt stærkt med udbud, der er særdeles varieret og strækker sig meget bredt. Vi har alt fra det mest cutting edge og nyfortolkninger af klassikere, til de helt brede og folkelige formater, fra de helt små til de helt store forestillinger. “ Peter Mark Lundberg, direktør i Dansk Teater
En branche i fælles udvikling
Formålet med scenekunstloven er ”at fremme scenekunst og det kulturliv, der knytter sig hertil i Danmark”, og scenekunstbranchen er mere end nogensinde optaget af at leve op til loven og fælles udvikle et bæredygtigt kredsløb for scenekunsten som kunstform.
Samarbejdet om det kunstneriske produkt er meget stærkt, og kunstnerisk nytænkning, hybridformater og co-produktioner opstår på tværs af branchen, som udveksler erfaringer, talenter, ideer og inspiration.
Også samarbejdet om de organisatoriske rammer med spørgsmål om god ledelse, trygt arbejdsmiljø, bæredygtighed og publikumsudvikling er blevet styrket i forhold til tidligere.
Scenekunsten har bred opbakning fra danskerne
Dette afspejler sig også gennem en stærk interesse fra befolkningen. Ifølge Danmarks Statistik indløste 2,6 millioner publikummer billetter til levende scenekunst i Danmark i sæson 2022/23. Det er mere end superligaen i fodbold og håndboldligaen for både mænd og kvinder tilsammen. Billetsalget har i øvrigt ligget mere eller mindre stabilt siden 1999, men hertil kommer så al den scenekunst, som opleves uden køb af billetter som fx gadeteater, open air, forestillinger på skoler og institutioner m.m.
Faktisk angiver knap halvdelen (55%) af den danske befolkning at have set teater i løbet af de seneste 12 måneder, hvilket er flere end antallet af danskere, der angiver at have været til rytmiske eller klassiske koncerter.
“55% af den danske befolkning angiver at have set teater i løbet af de seneste 12 måneder”
Og selvom man som borger ikke nødvendigvis går i teatret selv, så er 67% af danskerne enige om, at det er vigtigt, at vi har teater i Danmark.
Læs Kulturens Analyseinstituts gennemgang af scenekunstbranchen her.
Succes på trods af udhulet økonomi og mange krav
Men scenekunstens resultater er desværre også opstået på trods. Forældede lovgivning med detaljerede rammevilkår og en lang årrække med faldende bevillinger og egenindtægter i en samtid med øgede krav og øget kamp om danskernes opmærksom presser scenekunstbranchen, som for størstedels vedkommende består af små arbejdspladser, hvor få mennesker skal løse store problemer og løfte komplekse opgaver.
Fem år med omprioriteringsbidrag, en pandemi efterfulgt af krig, inflation og store ekstraregninger har naturligt accelereret presset og de fleste teaterchefer oplever et stort behov for at reformere måden, vi producerer scenekunst og de rammebetingelser, der følger med. Publikumsudvikling, godt arbejdsmiljø og sublim kunst kræver stabil økonomi og mulighed for at tage chancer - og disse muligheder opleves i dag udhulet.
Teatret Zeppelin , Skuespillerskolen Ophelias afgangsforestilling (2021), foto: Lasse Frank
For mange produktioner – for lidt kvalitet
Teatrene oplever generelt, at der produceres for meget teater af for lav kvalitet. Flere teatre ønsker, at de kunne producere mindre, men i bedre kvalitet i stedet for at “smøre leverpostejen for tyndt ud”.
Eksempelvis fortæller flere små teatre, at økonomien kun rækker til, at teatret skaber én større forestilling hvert år, men for at leve op til tilskudstilsagnet, producerer teatret også en monolog eller indgår i proforma co-produktioner.
Flere teatre påpeger også, at der er en tradition i branchen for at hylde det nyproducerede i stedet for at genopsætte og forbedre eksisterende succesforestillinger, og at det hæmmer publikums muligheder for at se de bedste forestillinger igen, ligesom det er svært at skabe nye “klassikere” af høj kvalitet, som kan genopsættes.
Succesforestillinger skal have et længere liv
Flere scenekunstkompagnier og institutionsteatre udtrykker frustration over, at markedet og støttesystemet virker ”ude af takt”. Flere teatre peger på, at skiftende projektstøtteudvalgs kunstneriske præferencer, hæmmer den langsigtede udvikling af branchen.
Enkelte teatre oplever sig nærmest som “støtteadministratorer”, hvor formålet med støtten er druknet på bekostning af jagten på den næste bevilling.
Flere teatre efterspørger øgede muligheder for, at de succesfulde forestillinger kan få et længere liv. Flere efterspørger en “succespulje”, som kan gøre de bedste forestillinger endnu bedre, og at teatret eller scenekunstkompagniet i højere grad honoreres, når forestillinger genopsættes og spiller flere steder i landet.
Budgetter under pres
Faldende bevillinger, inflation og større driftsudgifter efterlader meget lidt til kunstproduktion, da støtten udhules, så det meste af støtten bruges på drift. Det forringer den kunstneriske kvalitet. Det er både den offentlige støtte og teatrenes egenindtægter, der ikke stiger i takt med teatrenes udgiftsniveau. Det gælder særligt for mindre teatre, børneteatre og projektteatrene, hvor den offentlige støtte er mindst.
Disse teatre har også svært ved at opretholde et sundt arbejdsmiljø og tilstrækkelige lønninger til de ansatte (fx overenskomstmæssig løn). Det gør, at det er svært at fastholde kompetence og sikre den nødvendige kunstneriske og administrative udvikling af teatret/kompagniet. Mange teatre oplever, at staten dermed indirekte er med til at skabe løndumping i branchen.
Branchen peger på, at der burde overvejes at indføres en minimumsstøtte for støtte til projekter og driftstilskudsaftaler, også selvom det betyder at færre ville modtage tilskud.
Generelt ønsker branchen, at der tilføres flere midler efter 8 år med faldende offentlige tilskud.
Bestyrelser mangler kompetencer
I lyset af overstående udfordringer og ønsker om professionalisering, ønsker mange teatre bedre bestyrelser. Mange bestyrelser opleves i dag ikke som værende klædt på til at lede en professionel scenekunstinstitution med al dens kompleksitet.
” De enkelte teatre bør tages med på råd når der skal findes kandidater til bestyrelserne, for ganske få af de af ministeriet udpegede bestyrelsesmedlemmer har brancheindsigt – endsige interesse for teater” - et større teater.
Ligeledes oplever teatrene, at bestyrelsens kompetencesammensætning ofte beror på tilfældigheder frem for bevidste strategiske valg. Flere teatre forstår simpelthen ikke baggrunden for udpegningen af bestyrelsesmedlemmer. Mange egns- og småstorbyteatre har desuden selvsupplerende bestyrelser, uden tilstrækkelig, løbende udskiftning.
Teatrene ønsker i stedet, at bestyrelsesmedlemmer udpeges på grundlag af deres faglige kompetencer, erfaringer og engagement i professionel kunstinstitutionsdrift frem for fx udelukkende partipolitiske hensyn – eller ren tilfældighed. Branchen peger på, at Dansk Teater selv med fordel kunne udarbejde en kompetenceprofil eller bestyrelsesstandard til forskellige typer af teatre som vejledning til bestyrelsen og udpegningsinstanser.
Ligeledes ønsker teatrene, at Dansk Teater sikrer regelmæssig uddannelse til nye bestyrelsesmedlemmer for at sikre, at de er fuldt opdateret på branchens udvikling, teatrets strategimuligheder og deres eget ansvar og opgaver som bestyrelsesmedlemmer.
” Flere bestyrelser har ikke de fornødne kompetencer til at kunne ansætte en kvalificeret kunstnerisk ledelse. Det må siges at være et problem”- et større teater
Dansk Teater eller Kulturministeriet kunne også drive en åben bestyrelsesbank med bestyrelseskandidater for at sikre større diversitet i udpegningen af bestyrelsesmedlemmer.
På tilsvarende vis peger flere teaterchefer på, at der også er behov for styrkelse af teaterledernes kompetencer, da branchen organisatorisk rykker sig fra at være meget fagfagligt drevet til at være mere orienteret mod moderne virksomhedsdrift.
