Egnsteatrenes rolle i scenekunstlandskabet

Når egnsteatrene skal beskrive sig selv, kan det opsummeres i en række overordnede forcer:

 

Tilgængelighed og nærhed til levende scenekunst

Egnsteatre bringer teater og kulturelle oplevelser tættere på folk, der bor uden for de store byer, hvor de fleste nationale og større teatre typisk er placeret. Det gør kultur og kunst mere tilgængeligt for en bredere del af befolkningen, som måske ellers ikke ville have mulighed for at opleve levende scenekunst.

 

Lokal kultur og identitet i samfundet

Da egnsteatre producerer forestillinger lokalt, er fokus oftest på at skabe kunst, der afspejler den lokale historie, kultur, men også de store tendenser i samfundet, hvilket bidrager til at bevare og udvikle en lokal identitet og stolthed. Flere teatre har også fokus på at spille forestillinger på lokale dialekter, mens andre har et stort internationalt udsyn med kunstnerisk udveksling med hele verden.

 

Scenekunstpædagogiske tilbud og talentudvikling

Mange egnsteatre driver enten dramaskoler, talentlinjer eller tilbyder scenekunstpædagogiske tilbud til skolerne. Det giver børn og unge adgang til professionel undervisning i scenekunst og skaber talentmiljøer lokalt, som også styrker amatørscenekunsten.
 

Byliv og kunstneriske arbejdspladser

Egnsteatrene skaber byliv som tiltrækker besøgende, som bruger penge i lokale butikker og restauranter før og efter forestillingerne. Egnsteatrene skaber ligeledes kunstneriske arbejdspladser i kommunen og tiltrækker kunstnere fra hele landet, som ligeledes øger den kunstneriske mobilitet i landet.

 

Scenekunst for børn og unge 

Mange egnsteatrene sikrer, at børn og unge møder scenekunsten lokalt og har et særligt fokus på at producere eller præsentere scenekunst til børn og unge. Flere kommuner udbreder fx en-til-alle-ordningen, hvor alle børn og unge skal møde scenekunsten mindst én gang om året.

 

Egnsteatrenes udfordringer og ønsker

Teatrene identificerer fem primære udfordringer og ønsker for egnsteatrene:

 

Utilstrækkelig økonomi og faldende statslige investeringer 

Egnsteatrene oplever, at deres største udfordringer er faldende bevillinger fra kommune og stat, som gør det svært at leve op til at være professionel producerende teatre. Det skal ses i lyset af publikums ændrede vaner til forestillinger og kompleksiteten i at drive teatre.  

Særligt de mindre egnsteatre oplever, at driftsstøtten primært går til basisdrift, hvilket efterlader meget lidt til udvikling og produktion af god scenekunst. Der er et klart ønske om øget finansiel støtte for at sikre kunstnerisk kvalitet og muligheden for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig står egnsteatrene over for et dilemma, da tilskuddet falder for de eksisterende teatre, når nye teatre kommer ind i ordningen. Dette skaber modsatrettet interesse, der kan føre til modstand mod nye teatre i ordningen.

Egnsteatrene ønsker

  • At staten (som tidligere) investerer mere i at sikre lokalforankret scenekunstproduktion ved at øge den statslige refusion, som er faldet siden ordningens indførelse, eller ved
  • at øge egnsteaterpuljen, når nye teatre lukkes ind i puljen, eller ved
  • At staten skaber nye målrettede udviklingstilskud til særlige opgaver, som ligger udover kommunens ansvarsområder. Se forslaget om fluebensmodel.

 

Utidssvarende faciliteter

Egnsteatre peger på, at det er svært at finde offentlig medfinansiering til at skabe moderne scenekunstfaciliteter, der lever op til kravene til at producere og præsentere scenekunst for publikum.

Flere egnsteatre peger på, at de bruger mange penge på uegnede bygninger, som ikke er skabt med henblik på scenekunstproduktion, og derfor ikke imødekommer publikums behov for komfort. Mange egnsteatre mangler desuden prøvefaciliteter. Det betyder, at teatrenes scener i lange perioder er lukkede, da de bliver brugt som prøverum i stedet for at være åbne til publikumsrettede aktiviteter.

Teatrene efterspørger fælles branchestandarder/kravsspecifikationer for nye teatersale og prøvefaciliteter, som man kender det fra anlæg af fx fodboldbaner eller idrætshaller. 

 

Mere fleksible rammer og større kunstnerisk kvalitet

Egnsteatrene er underlagt et produktionskrav om at producere minimum to produktioner årligt. Særligt de mindre egnsteatre påpeger at kravet er utidssvarende, da de ikke har økonomi til at skabe mere end én professionel produktion årligt. Mange steder omgår man derfor kravet, fx ved at lave en monolog eller foregive at skabe en co-produktion med en anden teaterproducent uden et egentligt engagement.


Omvendt er der en række større egnsteatre, som ønsker større fleksibilitet i at kunne producere nye formater og co-producere med andre kulturinstitutioner og kunstarter end scenekunst.

Egnsteatrene ønsker at kravet om to årlige produktioner fjernes og erstattes af et krav om blot at være producerende i lighed med små storbyteatrene. Det vil give de enkelte produktioner større budgetter og kvalitet samt mulighed for at vise flere turnerende gæstespil og genopsætte succesforestillinger. 

 

Støtte til scenekunstpædagogiske aktiviteter og dramaskoler

De fleste egnsteatre ønsker at kunne tilbyde flere tiltag i form af scenekunstpædagogiske aktiviteter, talentudvikling og dramaskoler som en central del af deres virksomhed og samfundsbidrag.

Der opleves store muligheder i at udvikle og styrke scenekunstpædagogiske tilbud som man også kender det fra musik- og billedskolerne. Se mere her.

 

Udvikling af turnémarkedet

Flere egnsteatre udtrykker et ønske om at bidrage mere til og løfte udviklingen af turnémarkedet. Dette indebærer et behov for bedre strukturer og støtte til at bringe scenekunst ud til et bredere publikum over hele landet. Det er oftest ikke i den lokale kommunes interesse at investere i at egnsteatret skal på turné. Derfor ønsker teatrenes et løft af turnémarkedet. Læs mere her.

 

De største egnsteatre begrænses af ordningen

De største egnsteatre peger på at ordningen ikke tilgodeser de teatre, der har stor vækst og opererer på tværs af kommunegrænser. Det skyldes det økonomiske loft for refusion som fastsættes på Finansloven. Derfor ønsker flere teatre samme muligheder som § 5 teatrene med særlige opgaver; Randers Teater og Vendsyssel Teater. 

Egnsteatret i Vordingborg Kommune, Memoire sans souvenir, foto: Per Rasmussen 

 

Forslag til større forbedringer af ordningen

 

Sammenlægning af egnsteater- og lille storbyteaterordningen

Dansk Teater foreslår, at det drøftes om egnsteaterordningen og lille storbyteaterordningen med fordel kan regelforenkles og sammenlægges under én ordning. Ordningen kunne fx hedde ”Teaterordningen” og inkluderer teatre med kommunal driftsstøtte.

Teatrene peger på en række ønsker, som kan overvejes i en ny ordning:

  • at refusionsprocenten hæves og evt. fastfryses, så både kommuner og teatre bedre kan budgettere, ligesom staten skal tage et større økonomisk ansvar for tilgængeligheden af scenekunst.
  • at kommunerne forholder sig til, om teatrenes tilskud er økonomisk bæredygtigt for teatrene, fx ved at der indføres et minimumsbeløb for offentlig støtte, som hæves i takt med nettoprisindekset. Beløbet kunne flugte med det nuværende minimumsbeløb for støtte til egnsteatrene.
  • at produktionskravene om to årlige forestillinger for egnsteatrene bortfalder i lighed med små storbyteatrenes ordning
  • at der til gengæld indføres flere muligheder for evaluatorer fra staten
  • at det tilføjes, at kommunen enten skal sikre et fast spillested og/eller produktionssted, og at disse skal være egnede til professionel scenekunst
  • at der tilføjes krav om at overholde overenskomster, hvis man modtager offentlig støtte
  • at der i København laves en undtagelse for, hvor meget af den samlede støtte, der må bruges på husleje pga. det høje huslejeniveau

 

Flere statslige forpligtigelser – ”fluebensmodellen”

Dansk Teater foreslår, at det drøftes, hvordan små storby- og egnsteatrene økonomisk kan styrkes.

Mange egnsteatre og små storby teatre peger på, at en mulig løsning til at styrke området, er at give teatrene mulighed for at påtage sig særlige statslige forpligtelser, her kaldet ”fluebensmodellen”.
 

”Fluebensmodellen 
Fluebensmodellen skal sikre, at teatrets støtte primært går til kerneopgaven: at producere og præsentere scenekunst.

Herudover kunne staten give teatrene særlige forpligtigelser– eller fokusområder/specialiseringer - som ligger udover den enkelte kommunes interesser.

Disse særlige statslige forpligtelser kunne være:

  • Særlig international forpligtelse – forpligtelse til at arbejde internationalt fx ved at co-producere med internationale scenekunstkompagnier eller teatre eller eksportere/importere forestillinger
  • Særlig forpligtelse til udvikling for projektstøttede teatre – forpligtelse til at co-producere og huse projektstøttede teatre, fx at give kunstnerisk sparring, teknisk bistand og udlån af scener
  • Særlig scenekunstpædagogisk forpligtelse –forpligtelse til at udbrede scenekunsten til børn og unge fx ved lokalt at oprette talent- og SGK-linjer og dramaskoler eller udbyde særlige forløb ind i folkeskolen
  • Særlig turnéforpligtelse – forpligtelse til at turnere og sikre geografisk spredning til egne af landet uden faste teatre således, at flere publikummer i Danmark får mulighed for at opleve scenekunst.


For at sikre specialiseringen af teatrene, skal et teater fx højst kunne blive godkendt til to særlige statslige forpligtelser. Hver forpligtelse skal udløse et fast beløb fra staten oveni basisstøtten fra kommunen.

På tilsvarende vis ønsker teatrene, at særlige opgaver fra kommunen ligger udover ordningen og kan ”tilkøbes” som ekstra ydelser.

De særlige kommunale forpligtigelser kunne være:

  • Særlig kultur-/kunsthusforpligtelse – Mange teatre oplever i dag, at de skal være meget mere end scenekunstproducerende og præsenterende teater. Kommunens krav til teatret omfatter desuden et stort lokalt ansvar fx ved at teatret skal udbyde workshops, afholde korundervisning mv.
  • Samarbejde med kultursskoler – fx at understøtte en musical med børn og unge fra kommunens kulturskole.
  • Deltagelse i lokale profilbegivenheder – fx teatrets deltagelse eller udvikling af byfester, festivaler, sommeroptræden etc.

 

Oprettelse af Regionsteaterordning

Dansk Teater anbefaler oprettelsen af regionsteatre for at styrke den geografiske spredning og tilgængeligheden af scenekunst af høj kvalitet i hele Danmark. Formålet er at skabe kraftcentre for scenekunst og tænkes som en overbygning til offentligt støttede teatre med særlige vækstpotentialer i sin region. Der er i forvejen givet regionale tilskud til Randers Teater og Vendsyssel Teater, men der mangler en gennemsigtig ordning for at udnytte potentialerne i resten af landet.

Forslaget omfatter oprettelsen af nye scenekunstneriske kraftcentre i hver region, samt en særlig løsning for Bornholms Teater på grund af dets unikke geografiske beliggenhed.


Kriterier og forpligtelser

For at opnå status som Regionsteater skal teatre, der ansøger, opfylde en række kriterier og forpligtelser i sin aftale. Alle teatre kan søge om at blive regionsteatre, hvis de lever op til kriterierne.


Teatret forpligter sig til:

• At være regionalt kraftcenter for scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet

• At påtage sig en særlig regional, samlende forpligtelse på tværs af kommuner

• At få flere nye publikum i teatret på tværs af regionen

• At sikre scenekunstudbud til de kommuner der ikke har et teater i forvejen

• At samarbejde med andre lokale og regionale institutioner på kultur- og velfærdsområdet

• At bidrage til at sikre dramapædagogiske indsatser for børn og/eller unge

• At bidrage til talentudvikling

• At huse turnéteatre og scenekunstkompagnier uden scene, så disse i højere grad end i dag sikres adgang til etablerede scener
 

Læs mere om  Dansk Teaters forslag til nye Regionsteatre her

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies