Små Storbyteatrenes rolle i scenekunstlandskabet 

 

Når små storbyteatrene skal beskrive sig selv, kan det opsummeres i en række overordnede forcer:

Udviklingen af scenekunsten 

Små storbyteatrene er i høj grad frontløbere på udviklingen af scenekunsten som kunstart, genre og format. Teatrene skaber med deres skarpe og målrettede profiler forestillinger, der ofte sætter samfundsmæssige problematikker til debat i en udfordrende og eksperimenterende form. Her udvikles og nyskabes genrer som musikteater, opera og dans i nye performanceformater, ofte med et stort internationalt fokus. Det samme gælder udviklingen af nye børneteaterformater.

 

Samarbejde med projektstøttede teatre – både i form af gæstespil og co-produktioner

Mange små storbyteatre har et tæt samarbejde med ”det frie felt”, hvor de enten co-producerer med projektstøttede teatre eller inviterer dem ind som gæstespil, og fungerer således ofte som ”åben scene” for projektstøttede teatre, der ikke selv har ”eget hus”. En synergi der gør de mest cutting edge forestillinger tilgængelige for et bredere publikum. 

 

Scenekunst for børn og unge 

Børneteatrene i ordningen, der har særligt fokus på at producere scenekunst til børn og unge, har en særlig rolle med at skabe unik og nyskabende kunst til børn og unge. Det er oftest på de stationære børneteatre i småstorbyteaterordningen, at der bliver udviklet de større produktioner til de små publikummer.

 

Publikumsudvikling og diversitet

Små storbyteatrene når en bred målgruppe, og har et stort fokus på publikumsudvikling, der favner alle befolkningsgrupper i deres nærområde. Med blik for diversitet og repræsentation skaber de scenekunst, der afspejler det alsidige og mangfoldige samfund, de er en del af i de større byer.

 

Små storbyteatrenes udfordringer og ønsker

Teatrene identificerer fem primære udfordringer og ønsker for små storbyteatrene: 

Udhulede driftstilskud

Små storbyteatre oplever, at driftstilskud fra både kommunen og staten udhules, da de ikke reguleres i samme takt som udgiftsniveauet i samfundet. Det gør det svært at drive et teater med produktion af scenekunst af høj kunstnerisk kvalitet. Flere teatre peger på, at en stor del af deres bevilling går til den administrative drift af teatret, hvilket efterlader meget lidt til det, de er sat i verden for: nemlig at producere og præsentere scenekunst.

Små storbyteatrene ønsker

  • at staten (som tidligere) investerer mere i at sikre lokalforankret scenekunstproduktion ved at øge den statslige refusion som er faldet siden ordningens indførelse
  • at øge små storbyteaterpuljen, når nye teatre lukkes ind i puljen, eller
  • at staten skaber nye målrettede udviklingstilskud/særlige forpligtigelser, som ligger udover kommunens ansvarsområder og teatrenes kerneopgaver. Se forslaget om fluebensmodel og forslaget om Regionsteatre nedenfor. 

 

Afhængighed af fondsstøtte

På grund af de reducerede bevillinger er teatrene nødt til at søge fondsmidler for at opretholde et professionelt kunstniveau. Denne afhængighed af fondsstøtte skaber usikre økonomiske rammer og gør det vanskeligt for teatrene at planlægge og udvikle nye produktioner og projekter.

 

Konkurrencedygtige lønninger og produktionsbegrænsninger

Små storbyteatrene kæmper med at tilbyde attraktive lønninger, hvilket ofte resulterer i sparsomme produktioner med få medvirkende på scenen. Flere teatre i ordningen ønsker en ligestilling med egnsteatrene, hvor der fx er en minimumssats for offentlig støtte og mulighed for kvalitative evalueringer fra staten.  

Værd at bemærke er det, at en række børneteatre får det halve i tilskud i forhold til de teatre, som primært producerer til voksne, hvilket giver mere skrabede produktioner og besvær med at tiltrække kunstnere og opretholde et attraktivt lønniveau.

 

Samarbejde med projektstøttede teatre

Små storbyteatrene fremhæver også, at de besidder kompetencer og lysten til at øge samarbejdet med de projektstøttede teatre i endnu højere grad – et samarbejde mange af små storbyteatrene allerede påtager sig – hvis der investeres i det. Flere små storbyteatre peger også på potentialet i at drive åbne scener for de frie grupper. 

 

Faciliteter

En lang række små storbyteatre har til huse i utidssvarende lokaler. Teatrene peger på, at det er svært at finde offentlig medfinansiering til at skabe moderne scenekunstfaciliteter, der lever op til kravene til at producere og præsentere scenekunst for publikum. Flere små storbyteatre bøvler også med utidssvarende faciliteter, og mangler plads til både produktion og præsentation af forestillinger. Flere ønsker, at kommunen tager et medansvar for både at sikre egnede lokaler til både at præsentere og producere scenekunst.  

 

Særlige udfordringer for Københavnske Teatre

Særligt de københavnske små storbyteatre er udfordrede. Lovgivningen siger at teatrene maksimalt må bruge 15% af deres bevilling på husleje, og det er problematisk for de københavnske teatre, da huslejen ofte langt overstiger 15%. Det skaber stor usikkerhed omkring lejemålene, og der er derfor et stort ønske om at procentsatsen justeres og bliver tidssvarende.

Særligt i København ønsker små storbyteatrene at styrke forholdet til kommunen, da de oplever at kultur- og fritidsudvalget mangler viden på området pga. stor rotation, og måske derfor pålægger teatrene for detaljerede krav og for lille armslængde.

Teatrene i Aarhus, Odense og Aalborg angiver omvendt, at de generelt set oplever et meget velfungerende samarbejde med kommunen om udvikling og rammer for teatrene.

 

Teatret Svalegangen, No Regrets, foto: Montgomery

 

Forslag til større forbedringer af ordningen

 

Sammenlægning af egnsteater- og lille storbyteaterordningen

Dansk Teater foreslår, at det drøftes om egnsteaterordningen og lille storbyteaterordningen med fordel kan regelforenkles og sammenlægges under én ordning. Ordningen kunne fx hedde ”Teaterordningen” og inkluderer teatre med kommunal driftsstøtte.

Teatrene peger på en række ønsker, som kan overvejes i en ny ordning:

  • at refusionsprocenten hæves og evt. fastfryses, så både kommuner og teatre bedre kan budgettere, ligesom staten skal tage et større økonomisk ansvar for tilgængeligheden af scenekunst.
  • at kommunerne forholder sig til, om teatrenes tilskud er økonomisk bæredygtigt for teatrene, fx ved at der indføres et minimumsbeløb for offentlig støtte, som hæves i takt med nettoprisindekset. Beløbet kunne flugte med det nuværende minimumsbeløb for støtte til egnsteatrene.
  • at produktionskravene om to årlige forestillinger for egnsteatrene bortfalder i lighed med små storbyteatrenes ordning.
  • at der til gengæld indføres flere muligheder for evaluatorer fra staten.
  • at det tilføjes, at kommunen enten skal sikre et fast spillested og/eller produktionssted, og at disse skal være egnede til professionel scenekunst.
  • at der tilføjes krav om at overholde overenskomster, hvis man modtager offentlig støtte
  • at der i København laves en undtagelse for, hvor meget af den samlede støtte, der må bruges på husleje pga. det høje huslejeniveau.
  • at kommunerne løbende pristalsregulerer teatrenes tilskud

 

Flere statslige forpligtigelser – ”fluebensmodellen”

Dansk Teater foreslår, at det drøftes, hvordan små storby- og egnsteatrene økonomisk kan styrkes.

Mange egnsteatre og små storby teatre peger på, at en mulig løsning til at styrke området, er at give teatrene mulighed for at påtage sig særlige statslige forpligtelser, her kaldet ”fluebensmodellen”.
 

”Fluebensmodellen
Fluebensmodellen skal sikre, at teatrets støtte primært går til kerneopgaven: at producere og præsentere scenekunst.

Herudover kunne staten give teatrene særlige forpligtigelser– eller fokusområder/specialiseringer - som ligger udover den enkelte kommunes interesser.

Disse særlige statslige forpligtelser kunne være:

  • Særlig international forpligtelse – forpligtelse til at arbejde internationalt fx ved at co-producere med internationale scenekunstkompagnier eller teatre eller eksportere/importere forestillinger
  • Særlig forpligtelse til udvikling for projektstøttede teatre – forpligtelse til at co-producere og huse projektstøttede teatre, fx at give kunstnerisk sparring, teknisk bistand og udlån af scener
  • Særlig scenekunstpædagogisk forpligtelse –forpligtelse til at udbrede scenekunsten til børn og unge fx ved lokalt at oprette talent- og SGK-linjer og dramaskoler eller udbyde særlige forløb ind i folkeskolen
  • Særlig turnéforpligtelse – forpligtelse til at turnere og sikre geografisk spredning til egne af landet uden faste teatre således, at flere publikummer i Danmark får mulighed for at opleve scenekunst.


For at sikre specialiseringen af teatrene, skal et teater fx højst kunne blive godkendt til to særlige statslige forpligtelser. Hver forpligtelse skal udløse et fast beløb fra staten oveni basisstøtten fra kommunen.

På tilsvarende vis ønsker teatrene, at særlige opgaver fra kommunen ligger udover ordningen og kan ”tilkøbes” som ekstra ydelser.

De særlige kommunale forpligtigelser kunne være:

  • Særlig kultur-/kunsthusforpligtelse – Mange teatre oplever i dag, at de skal være meget mere end scenekunstproducerende og præsenterende teater. Kommunens krav til teatret omfatter desuden et stort lokalt ansvar fx ved at teatret skal udbyde workshops, afholde korundervisning mv.
  • Samarbejde med kultursskoler – fx at understøtte en musical med børn og unge fra kommunens kulturskole.
  • Deltagelse i lokale profilbegivenheder – fx teatrets deltagelse eller udvikling af byfester, festivaler, sommeroptræden etc.

 

Denne side bruger cookies til login/brugerstyring og i nogle tilfælde til videoafspiller.

For at video fra Youtube virker, skal du vælge alle cookies

Du kan altid slette cookies ved at klikke ind i din browsers indstillinger

Accepter funktionelle cookies Accepter alle cookies